"U-hjemlig"

Denne tekst er forfattet til udstillingen ”Fortællinger fra det Uvisse” med Lise Blomberg
Andersen, Kathrine Ærtebjerg, Linda Bjørnskov, Mie Mørkeberg, Vibe Bredahl, Lærke
Lauta og Julie Nord.

Det “Unheimliche” kaldte Freud det. Det ikke-hjemlige, overnaturlige, uhyggelige. Eller
måske det uvisse. Der findes egentlig ikke et direkte ord at oversætte det med på dansk.
Det ord, der kommer tættest på, er det “uhjemlige” eller “det fremmede”.

Sigmund Freud var optaget af det “unheimliche” i forhold til litteraturen. Begrebet havde
han fra psykiateren E. Jentsch, der i 1906 havde udgivet artiklen “Zur Psychologie des
Unheimlichen”. Heri definerede Jentsch det “unheimliche” som “tvivlen om hvorvidt en
tilsyneladende levende person i virkeligheden er levende, eller modsat, hvorvidt en død
genstand i virkeligheden ikke er levende”. I sin analyse af det “unheimliche” tog Freud
udgangspunkt i E.T.A. Hoffmans eventyr (/fantastiske fortællinger), hvoraf han bl.a.
analyserede “Der Sandman”. “Der Sandman” handler om en ung student, der forelsker
sig i en kvinde, som i virkeligheden viser sig at være en robot (automaton). Denne
tematik genkendes også fra Mary Shelley’s Frankenstein, hvor Dr. Frankenstein
producerer sit teknisk skabte monster.

Den menneskeliggjorte maskine eller det på den ene eller den anden måde teknisk
skabte menneske har været et gennemgående motiv i såvel litteratur som billedkunst.
Fra historien om Pygmalion til surrealisternes muse. Denne figur kan betyde adskillige
ting. Den kan symbolisere menneskets trang til at skabe noget levende (dog
mekanisk), men den kan på et metaniveau tolkes som en angst for teknologiens
fremskridt (i 1800-tallet) og en generel angst for maskinernes magtovertagelse, som
man f.eks. så i 1980’ernes mange film om computere, der blev “levende”. Denne angst
kan konkretiseres yderligere, fordi det er en angst for forandringen. En angst for det
fremmede og det man ikke umiddelbart kan kontrollere eller overskue. En velkendt
folkelig følelse, som i dagens Europa kommer til udtryk i voksende nationalisme og
stigende fremmedhad, overfor en ikke-europæisk etnisk befolkning.

En sådan fortolkning repræsenteres af den slovenske psykoanalytiker og filosof Slavoj
Zizek, der ser det “unheimliche” i forhold til den angst for det fremmede, som i dag
kommer til syne i de europæiske landes nationalistiske fraktioner. Og i hans analyse
bliver det fremmede lokaliseret meget entydigt, nemlig i forhold til hele
integrationsdebatten og det fremmedhad, der gør flere og flere mennesker til ofre for
nationalismen.

Det “unheimliche” som angsten for det fremmede er et velkendt motiv i folkeeventyret.
Her konkretiseres det fremmede i figurer som hekse, trolde, drager m.m. Det fremmede,
som også er ensbetydende med “det onde”, repræsenterer faren for destabiliteten i
forhold til det “normale” liv. Vinder man over den udefrakommende trussel, vender man
tilbage til hverdagens ækvilibrium, normalitetstilstanden.

Eventyrets kredsen om den onde magt, som er reproduceret igen og igen i såvel
finkulturens såvel som populærkulturens produkter, fra litteratur, billedkunst og teater til
gyserfilm, tegneserier og computerspil, synes altid at inddrage det “unheimliche” som et
væsentligt begreb. I populærkulturen (f.eks. Hollywood-film) vil man ofte som i
folkeeventyret se et handlingsforløb, der drejer sig om at overvinde truslen fra det “onde”
eller det “fremmede”. I finkulturens mere nuancerede sprog vil der snarere være tale om
en visning, en afsløring eller en decideret problematisering af nogle samfundsmæssige
mekanismer, der er med til at producere angsten for det fremmede. Det “unheimliche”
repræsenterer på abstrakt vis denne angst.

På udstillingen “Fortællinger fra det uvisse” arbejder kunstnerne på forskellige måder
med det “unheimliche”. Det “unheimliche” kan godt her defineres som det uhjemlige (og
dermed det fremmede), idet det uhjemlige sættes lig det uvisse. Malerier og tegninger
kan siges at være en billedliggørelse af den fantastiske fortælling, hvor følelsen
af noget uregelmæssigt og ustabilt kommer til udtryk i den visuelle oplevelse. I denne
kredsen om det uvisse eller “unheimliche” kan symbolsproget i malerier og tegninger
henledes til et politisk niveau. Det fremmede repræsenteres symbolsk i billederne.

I Julie Nords tegninger af alfer eller småpiger i blomstrende landskaber bliver
rosenknopper til dødningehoveder og guldsmede til helikoptere. De dæmonisk-idylliske
tegninger bliver nutidens memento mori, hvor døden konkretiseres og relateres til den
velkendte virkelighed. Der er heller ikke langt fra lille-pige til dukkepige (automaton),
hvor døden tilsyneladende dukker op som en iboende kraft. Der spilles på det
“unheimliche” i klassisk forstand. Nord trækker på eventyret, såvel som andre
finkulturelle bearbejdninger af det eventyrlige, som for eksempel Lewis Caroll’s “Alice i
Eventyrland”.

Denne kredsen om det “uhjemlige” er interessant i mere end en forstand. Det er
nærliggende at se begrebet i forhold til sin modsætning, det hjemlige. “Det hjemlige”
indeholder som begreb alt det modsatte. Udover at det umiddelbart kan kædes sammen
med det nationale, indeholder det også følelser som stabilitet, ligevægt, tryghed, m.m.
Det skal heller ikke i denne sammenhæng overses, at det hjemlige i traditionel forstand
forbindes med “det kvindelige” eller kvindens domæne. I et historisk, kulturelt og
psykologisk syn på kvinden indeholder hun på paradoksal vis både “det hjemlige” og
“det uhjemlige”.

Kvinden har traditionelt symboliseret hjemmet. Moderrollen har i denne iscenesættelse
(og i sig selv) symboliseret tryghed og vished. På den anden side har kvinden dog også
repræsenteret “det uhjemlige” i en freudiansk optik. Før kvindens frigørelse og den
seksuelle frigørelse generelt var kvindens seksualitet “det uhjemlige”. For (den
mandlige) videnskab, som for eksempel den freudianske psykoanalyse, var kvindens
seksualitet “det ukendte”, naturen, det ukontrollable. Man foretog i slutningen af 1800-
tallet videnskabelige undersøgelser af kvindens seksualitet hos sindssyge kvinder, som
var i for tæt kontakt med deres seksualitet eller (forsøgte at udleve) udlevede deres
seksualdrift. Eller med andre ord, som ikke forstod at undertrykke den. Her ses
balancen mellem “den hjemlige” og “det uhjemlige”. Det hjemliges tryghed er også i
freudiansk forstand ensbetydende med kontrolleret/undertrykt seksualdrift, mens det
“uhjemlige” er den u-kontrollerede seksuelle drift, som ikke undertrygges. Dette kan
også ses som det uvisse. Værkerne på “Fortællinger fra det uvisse” udtrykker således et
psykologisk rum, der indeholder både politiske og kønspolitiske tolkninger, foruden at
det er en slags beskrivelse af en psykologisk tilstand.

Der er ikke noget direkte “hjemligt” ved værkerne på “Fortællinger fra det uvisse”. Det
“hjemlige” eksisterer som en antitese. For netop det uvisse er en søgen i psykologiens
kringelkroge. Der er ikke tale om nogen angst for det fremmede, snarere en udforskning
af det. Kunstnerne kan siges at ligge et sted mellem det symbolistiske og det
surrealistiske.

Lærke Lautas landskaber har denne symbolistiske, romantiske følelse, der placerer
dem et sted indenfor genren det romantiske/symbolistiske landskab. Det er uvishedens
landskab, en slags sindsbilleder, der for så vidt arbejder meget ekspressionistisk med en
psykologisk realitet, som afspejler beskuerens egen realitet. Inviterer til at refleksion.
Hun har i tidligere værker arbejdet mere direkte med det “unheimliche”. For eksempel i
videoinstallationen “Sunday“, hvor et barn cykler afsted gennem billedet på en tre-hjulet
cykel i et smukt landskab. Lauta arbejdede her med en filmisk “suspense”, dvs.
forventningen om at der sker “et eller andet”. Denne suspense synes delvist overførlig til
malerierne, som besidder en tomhed, hvor handlingen synes øjeblikkeligt fastfrosset
eller forsvundet.

Denne psykologiske refleksion ses også hos Lise Blomberg Andersen, der ud af
velkendte elementer skaber en ekstrem spænding og følelse af, ja, det “u-hjemlige”. En
lille fugl, et telt eller et parcelhus kan pludselig fremstå med største uvished. Nærmest
truende. Dette får en politisk dimension, når de små fugle pludselig får hoveder, der
portrætterer kendte politikere. Malerierne er ikke er belærende eller decideret
holdningsprægede, men snarere en gengivelse af en “u-hjemlig” følelse.

De antydede politiske problemstillinger ses også hos Mie Mørkeberg, der ligeledes
bruger landskabet som en iscenesættelse af et fortælleforløb, som er mere eller mindre
konkret. Mørkebergs malerier bliver allegorier i anvendelsen af forskellige symbolske
elementer: slottet, kvinden, helikopter, kamera eller kvinder med hoveder som høns og
kommer dermed til at handle om konkrete emner som overvågning, sladder, m.m.
Mørkeberg synes at kredse om både det personlige og det politiske, hvor det dog ikke
kun handler om det personliges politik, men også en generelt politisk bevidsthed i
forhold til forskellige samfundsforhold.

Julie Nords tegninger kan også ses som en slags allegorier, der citerer
eventyrfortællingens kompleksitet, men også refererer til en realpolitisk virkelighed, som
for eksempel krig, død og ødelæggelse. Det udprægede eventyrlige univers kredser ofte
om den lille pige i skoven og naturens dæmonisering i det ukontrollable, som ultimativt
bliver døden.

Linda Bjørnskov arbejder også med dødstematikken i sine malerier. Bjørnskov kredser
om død, vold, fangenskab, der bliver nærmest mareridtsagtige sekvenser, som synes at
afsløre at menneskelig uskyldighed ikke findes. Det bliver psykologiske landskaber, der
stiller “pigedrømme”, som et maleri hedder, overfor disillusionen. Hun bruger familien
som motiv, som kædes sammen med hjemmet og dets tilsyneladende tryghed, men
denne tryghed brydes straks af utrygheden, det uvisse, som synes at komme tilsyne
overalt. Drømmene aflives i makabre drab. Modsætningen mellem det hjemlige og
uhjemlige sættes konkret overfor hinanden, samtidig med at det ligner en afsløring af det
ubevidste, det fortrængte.

Det ubevidste er også til stede i Kathrine Ærtebjergs malerier, idet hun arbejder med
drømmeagtige, surrealistiske sekvenser. Ærtebjergs psykologiske portrætter tager
udgangspunkt i en kredsen om kvindefiguren, et alter ego, i konstant forandring. Hun
stiller spørgsmål til ideen om en fast identitet og betvivler eksistensens stabilitet. Noget
uvist, dunkelt, fremmed er iboende portrætterne. Surrealismen i billeduniverset
understreges af titlerne, som ikke konkretiserer værkernes indhold, men snarere
understreger det udefinerbare, det uvisse og abstraktionen over metaforiske situationer.
I billedet ”Hun flyder ud” eksemplificeres dette helt ud i den konkrete håndtering af
materialet, den udflydende maling billedliggør kvindefigurens udflydende krop - eller
mangel på samme. Det ambivalente, modsatrettede univers ses også i brugen af et
barnligt, naivt billedsprog som rummer følelser som er utilpassede, upassende,
vilde og grænsesøgende.

Vibe Bredahl arbejder måske mest konkret med en problematisering og afmystificering
af “det fremmede” på et politisk men også psykologisk plan. Hun har rejst i Mellemøsten
og bl.a. lavet projekter med kvinder i Syrien. De tegninger, som Bredahl viser på
udstillingen, har en mere surrealistisk og apolitisk karakter. De er fra bogprojektet “Pun
Birds”, der er en slags “ordsprog”, hvor metaforiske tegninger af mennesker og dyr
sammenstilles i absurde eller situationsagtige sammenhænge.

Værkerne på udstillingen “Fortællinger fra det uvisse” er en slags eventyr uden
opbyggelig morale. De er ikke instrumentelle, som eventyr i moralsk forstand har været,
men snarere afslørende og selvrefererende. De dykker ned i den menneskelige psyke,
som præsenteres i et surreelt, metaforisk eller symbolsk sprog, uden dog at definere en
konkret betydningskonstruktion. Eventyret er et godt udgangspunkt for arbejdet med det
“unheimliche”, fordi man herigennem kan antyde tilstande og afdække såvel individuelle
som kollektive psykologiske forhold i en genkendelig form. Uden dog at indholdet bliver
bogstaveligt og velkendt hjemligt.