Sindsbevægelse erindret i ro

Lærke Lauta har i de senere år fortrinsvis fokuseret på maleriet, en praksis hun går til med mange af de samme temaer og teknikker, der kendetegner hendes tidligere videoværker: skumringslys, en rig palet og undertoner af uforløst spænding. I de nye malerier er stærke kvindelige hovedpersoner, flygtige handlingstråde og farveglæde stadig lige fremherskende. Billederne er udført som separate, men tæt forbundne værkserier på lærred: figurative malerier, store farvemættede abstraktioner, mindre, næsten monokrome kvadrater og bemalede tekstiler, der hænger fra loftet i lag og skaber gennemskinnelige rum. Ved nærmere eftersyn viser kategorierne sig også selv at være noget porøse. Et værk som Harmony Passes Unnoticed (fig. 1) kan minde om et film-still eller en eftermiddagsidyl, omend det uden figurer og kano ville være en rav- eller umbrafarvet pendant til et af kunstnerens Layers (fig. 2). Tilsvarende kan Untitled-serien ses som forstørrede detaljer fra de mere narrative malerier. Prøv for eksempel at sammenligne Dark Was the Night med Untitled #9 (s. 16-17) eller La Reina med Untitled #20 (s.34-35) De to førstnævntes havblå, turkise og blodrøde nuancer og de to sidstnævntes magenta, orange og lavendelblå passager angiver et slægtskab, der rækker ud over de forskellige kompositioner og formater. Genklangen mellem de figurative værker (der ofte har poetiske titler) og abstraktionerne (der identificeres som nummererede serier af malerier: Studies, Layers og Untitled) begrænser sig ikke til matchende nuancer. Navnlig når de er koblet sammen i en udstillingsinstallation eller på et opslag i en bog, indvirker de abstrakte og figurative værker også på hinanden i forhold til atmosfære og mulige fortællinger. Når Eyes Are Heavy and the Weather Is Getting Ugly sættes sammen med Untitled #1 (s. 28-29), kan det abstrakte værk antyde de to sovende figurers fælles drøm, og når det pastorale Study #10 placeres ved siden af Balancing Present and Future (s. 46-47), kan det måske nedtone den faretruende stemning i billedet af arbejdere, der baner sig vej gennem bølgende alizarin-røde skyer.

Hvis de abstrakte værker i Untitled-serien kan betragtes som samplinger af kompositionerne i de figurative billeder, er dynamikken endnu mere ekstrem i den gruppe malerier, der blot hedder Colour (fig. 3). Colour-værkerne består af to eller flere kvadratiske lærreder i samme størrelse (nogle er 35 x 35 cm, andre er 80 x 80 cm). Hvert maleri har en dominerende farve, der gennemstrømmes af en anden, nuanceret af de uregelmæssigheder, der opstår, når malingen fortyndes, hældes på og suges ind i det rå lærred. Disse er de mest minimale af Lautas malerier og kan ses som byggeklodser eller måske ligefrem ”gener”, der kan sekventeres eller rekombineres. Den overordnede virkning af værkerne leder tanken hen på Charles og Ray Eames’ film Powers of Ten (1977), der udforsker størrelsesforhold og gentagne former i naturen. Eames’ film begynder med en mand, der sover på et tæppe i græsset. Med en hastighed på 1010 meter i sekundet zoomer kameraet ud og viser jordkloden i rummet og fortsætter videre ud mod den stjernespækkede ”udkant af det kendte univers”. Her vender kameraet, og vi styrter i svimlende fart tilbage mod Jorden. Når vi når til den sovende mand, fortsætter vi ind gennem hans hud i eksponentielle ryk, indtil vi ser, hvad han er lavet af i målestokken 10-10 meter. Mønstrene i hans fysiske væsen på det atomare niveau er ikke ulig dem på det kosmiske. Som i Lautas malerier bevæger figuration og abstraktion sig ind og ud af fokus, afhængig af synsvinklen.

Størrelses- og temposkift optræder overalt i Lautas arbejde og kan også være en effektiv udstillingsstrategi. Et godt eksempel er hendes soloudstilling på Rønnebæksholm i foråret 2021, Meditations in an Emergency (s. 93-104). Her har hun installeret syv på hinanden følgende rum i et forløb, der netop indbyder til sammenligninger i stil med ovenstående. I det indledende rum ses klare, figurative værker i dynamisk dialog, mens et stort, halvabstrakt maleri i næste rum er sat over for mere narrative billeder. The River (2017/2020), en af de få videoer Lauta har lavet i de senere år, vises i det tredje rum. I videoen ser man folk krydse en flod ved at gå eller springe fra sten til sten. Over dem kredser rovfugle. Der er tre hastigheder på spil i værket: vandets bevægelse, de vandrende fodgængere og de langsomt svævende fugle. Værket har en hypnotisk karakter, der understreges af den drævende, psykedeliske guitar på lydsporet. Sammenlignet med Lautas tidligere videoinstallationer, der ofte indeholdt flere projektioner og narrative sidespor, er The River bemærkelsesværdigt mådeholden – et haiku snarere end et episk digt.

I det fjerde rum på Rønnebæksholm møder man en serie af store abstrakte malerier, hvis flydende farveovergange harmonerer med flodens bevægelse og lyden af guitar i det tidligere rum. Det næste rum, hvor der er ophængt modulære Colour-paneler, minder om et værksted, et laboratorium eller navnlig et atelier. Det sjette rum byder på lysende lag af malet stof, der hænger frit i rummet. I det sidste rum præsenteres Meditations in an Emergency (2020), som udstillingen er opkaldt efter. Værket er en videoprojektion, der er skabt ved at lade stillbilleder af malerier fra Colour-serien fade ind i hinanden. En varieret jadegrøn farve glider over i noget, der ligner patineret bronze, efterfulgt af lyserød, lavendelblå, kastanjebrun, mørkelilla og så videre. Hvert billede indeholder ikke bare en, men flere pulserende varme og kolde nuancer. Efter dette femten minutter lange farvebad slutter værket, hvor det begynder, med et jadegrønt felt med strejf af indigoblå og flydende metal. Udstillingen som helhed slutter også, hvor den begyndte, da rummenes lineære forløb gør, at man må gå ud samme vej, som man kom ind. Den omvendte gennemgang giver et nyt perspektiv på værkerne og deres placering i rummet – en rejse, der går fra abstrakt fordybelse tilbage til det første rum, hvor farver og lys atter er knyttet til den menneskelige figur.

Meditative og reflekterende tilstande er et tilbagevendende motiv i Lautas værker. Det afspejles i titler som Time Moves in a Special Way in the Middle of the Night og Everything I Know About You Is Nothing More than Memories. På samme måde udforsker et maleri som Drifting (fig. 4) den glidende overgang ind og ud af drømmestadiet. Billedet viser en central figur siddende i en stol med hovedet lænet tilbage, som om han er ved at falde i søvn. Andre aspekter af glidende overgange er også repræsenteret: stolen, han sidder på, har ingen ben, cocktailbordene har ingen sokler, og rummet har hverken loft eller tag. Det retro-futuristiske arkitektoniske rum er afgrænset af panoramavinduer med halvgennemsigtige, spøgelsesagtige figurer udenfor, hvoraf nogle måske er klædt som astronauter. Vinduesrammerne kan minde om billederne på en filmstrimmel og vække tanken om, at de skyggeagtige skikkelser er en film, der kører bag mandens øjne. Hvis rummet er en lufthavnslounge, befinder han sig måske i den tilstand, som science fiction-forfatteren William Gibson betegner som ”soul delay”, den tid det tager sjælen at indhente kroppen under en lang flyrejse. Værkets ufærdige karakter giver rig plads til fortolkning. Ligesom Meditations in an Emergency (udstillingen såvel som videoen) og mange andre af Lautas nyere malerier både udtrykker og indbyder Drifting til fortabelse – og fungerer derved meget lig William Wordsworths beskrivelse af poesi som ”sindsbevægelse erindret i ro”.

Robin Clark er kurator og forsker tilknyttet University of California, Berkeley. Hun har kurateret soloudstillinger med Lærke Lauta på Museum of Conteporary Art San Diego og Saint Louis Art Museum, USA.

Powers of Ten may be screened on the Eames Office website www.eamesoffice.com

William Gibson, Pattern Recognition (New York: G.P. Putnam’s Sons, 2003).

William Wordsworth, preface to Lyrical Ballads, 1800, collected in The Norton Anthology of English Literature, Fourth Edition, Volume 2 (New York: WW Norton & Company, 1979), p. 173.